Dansk Padel Forbund inviterer til netværksmøder for foreninger, centre, trænere, frivillige og andre, der ønsker at styrke samarbejdet og udviklingen af sporten i Danmark. Netværksmøderne giver mulighed for at dele erfaringer, få indsigt i og tage aktiv del i aktuelle tiltag og diskutere relevante emner inden for padel.
Hvorfor er netværksmøderne vigtige?
Netværksmøderne har allerede vist sig at være et værdifuldt forum for vidensdeling og samarbejde. Gennem disse møder har vi blandt andet:
- Drøftet udfordringer og løsninger: Foreninger og centre har haft mulighed for at dele erfaringer og få input til konkrete problemstillinger, fx samarbejde omkring junioraktiviteter- og arrangementer, stiftelse af en ny forening, trænerudvikling og meget mere.
- Skabt stærkere samarbejde på tværs: Flere foreninger og centre har fundet nye måder at samarbejde på, både lokalt og regionalt, hvilket er med til at styrke udviklingen af padel i Danmark.
- Fået direkte dialog med forbundet: Netværksmøderne har givet mulighed for at stille spørgsmål og få indsigt i forbundets initiativer, så vi sammen kan arbejde for den bedst mulige udvikling af sporten.
- Sat fokus på udviklingen af junior- og breddespillere: Et centralt emne har været, hvordan vi sikrer de bedste rammer for både nye og erfarne spillere – fra børn til voksne.
Netværksmøderne er et vigtigt redskab for alle, der vil præge padelsportens fremtid i Danmark. Uanset om du er en del af en forening, driver et center eller arbejder som padeltræner, er der stor værdi i at deltage.
Klik på et netværksmøde i listen nedenunder for at læse mere om netværksmødet og tilmelde dig.
- Netværksmøde for medlemmer med udendørsbaner d. 18. feb. 2025 kl. 19:00, i “Idrættens Hus”