132.
Så mange spillere deltog søndag i en juniorturnering i PadelBoxen i Odense. To af dem var Agnete Lind Effersøe og Mille Hvid Ditlevsen, som begge spiller i AMOV Padelforening.
Det er første gang i Danmark, at så mange padeljuniorer har været tilmeldt en enkelt turnering.
– Det skaber virkelig en god stemning og gør noget godt for fællesskabet, når vi er så mange spillere. Det gør også, at vi kan få inspiration fra hinanden, fortæller Agnete Lind Effersøe.
Et skifte i dansk padel
Juniorerne var delt op i U12-, U14-, U16- og U18-rækker for henholdsvis drenge og piger.
Spillerne kom blandt andet fra KIF Padel Club, Team Future, ØBG Silkeborg, Tåsinge Tennis og Padel Klub, Rising Rockets Randers, Middelfart Padel Society, AMOV Padelforening og Balic Academy.
– Det er en kæmpestor milepæl. Det her markerer et skifte i dansk padel, hvor juniorerne for alvor er begyndt at fylde – ikke bare i vores planer og ambitioner, men ude på padelbanerne i hele landet, udtaler Henrik Vestergaard, ansvarlig for junioreliten i Dansk Padel Forbund.
Dansk Padel Forbund har arbejdet strategisk for at få gang i juniorarbejdet i samarbejde med frivillige, foreninger og centre. Denne indsats bærer nu frugt, forklarer Henrik Vestergaard.
– Det er ikke bare én succes. Det er et klart signal om, at juniorpadel i Danmark er kommet for at blive, og at padel er et stærkt og bæredygtigt idrætstilbud til børn og unge, siger han.
I AMOV Padelforening i Aarhus har foreningen etableret et pigehold, som Agnete Lind Effersøe og Mille Hvid Ditlevsen er en fast del af i dag.
Tidligere var det svært at lave et træningsmiljø i foreningen, fordi der ikke var spillere nok at tage af.
– Det er hyggeligt, at vi bare er piger på holdet i vores forening. Det giver et rigtig godt fællesskab, hvor vi kommer tæt på hinanden, uddyber 15-årige Agnete Lind Effersøe.
Juniorer højere prioriteret
Ifølge 15-årige Mille Hvid Ditlevsen var det godt at møde flere nye modstandere i løbet af søndagen.
– Når man møder nye spillere, så kræver det også, at man lærer deres måde at gå til kampen på rent taktisk og spillemæssigt, og det skal man kunne navigere i som spiller, forklarer hun.
Spørger man Henrik Vestergaard, er den rekordstore juniortilslutning et resultat af flere faktorer.
For det første er mange nye padelforeninger blevet etableret i den seneste tid, og langt flere centre rundt om i landet er i højere grad begyndt at prioritere juniorerne og deres træning.
– Derudover har vi fået opbygget et langt større kendskab og en tættere kontaktflade med alle aktørerne på juniorsiden, som har gjort det meget nemmere at kommunikere og samle spillerne om fælles aktiviteter og turneringer, siger Henrik Vestergaard.
I Dansk Padel Forbund vil man nu ride videre på succesen fra søndagens turnering, hvor antallet af juniorer sendte et tydeligt signal om lysten til at spille padel blandt de yngste.
– Det giver os en stærk platform at bygge videre på med flere turneringer, flere træningssamlinger, udvikling af talenter og et endnu tættere samarbejde med foreninger og centre, som prioriterer de unge, understreger Henrik Vestergaard.
– Man skal spille padel, fordi man får et godt fællesskab, og fordi det er sjovt at spille, slutter Mille Hvid Ditlevsen.