Onsdag den 30. juli rejser 23 danske juniorer til Tenerife for at træne og spille med i en FIP Promises.
Dansk Padel Forbund støtter træningslejren med 100.000 kroner fra en pulje, som er målrettet junioraktiviteter. Det betyder, at hver enkelt spiller får et tilskud på cirka 4000 kroner til turen.
– Jeg glæder mig vildt meget til at skulle afsted og komme tættere på spillerne. Det er en rigtig god mulighed i forhold til at sætte mit præg på deres spil og deres daglige setup, siger Nikolaj Søgaard, juniorlandstræner.
Vil skabe flow og holdkultur
Én af de danske padeljuniorer, som i næste uge rejser med til Tenerife, er 15-årige Victor Gad.
– Jeg glæder mig til at spille min første internationale turnering. Lige nu er jeg lidt nervøs, men jeg glæder mig også til at møde nogle nye modstandere fra et andet land, lyder det fra juniorspilleren.

Lige nu bliver der arbejdet på at arrangere en holdkamp mod et lokalt hold, inden FIP Promises-turneringen begynder. Derudover skal de danske juniorer have flere træningspas de første dage.
– Det er min første tur med juniorlandsholdet nogensinde, så det glæder jeg mig meget til at være en del af. For man bygger tætte relationer, når man er sammen som et hold, siger Victor Gad.
For juniorlandstræneren er det vigtigt, at spillerne oplever andre padelmiljøer og møder spillere fra andre lande. Det skal være med til at give juniorerne de bedste forudsætninger for deres udvikling.
– Vi skal have skabt en holdkultur og få bygget spillerne op til FIP Promises. Vi skal også skabe et flow i, hvordan vi tager afsted som et landshold. Når vi først har fået skabt basen, bliver det også nemmere for os, så vi kan have mere koncentration på det sportslige, forklarer Nikolaj Søgaard.
Sådan støtter Dansk Padel Forbund juniorområdet
Aktiviteter for juniorlandsholdet (Tenerife) = 100.000 kroner
Rejsefond for juniorer = 50.000 kroner
Padelspirepulje = 200.000 kroner
Regionale træningssamlinger = 100.000 kroner
Dertil kommer udgifter til drift og rejser (NM, EM og VM)
Stor betydning for udtagelse
Den 29. september 2025 rejser de danske juniorlandshold til Spanien for at deltage i Junior-VM.
Træningslejren til Tenerife bliver derfor en vigtig optakt til den næste store opgave, hvor Danmark stiller med et U14, U16 og U18 hold. Her skal der bruges 12 spillere og måske også et par reserver.

– Tenerife-turen bliver afgørende for VM-udtagelsen og for selve udtagelsen af bruttotruppen til juniorlandsholdet, som vi fastlægger, når vi kommer hjem til Danmark, udtaler Nikolaj Søgaard.
– Selvfølgelig har træningslejren en stor betydning, men det handler om at gøre sit bedste, så man skal heller ikke lægge alt for meget i det, og man skal huske at have det sjovt, fortæller Victor Gad.
Juniorlandstræner Nikolaj Søgaard fortæller videre, at trænerteamet senest har besluttet at inkorporeret en U14-pigegruppe, som fremover vil blive en del af det danske juniorlandshold.
– Det har vi gjort, fordi det er vigtigt, at vi får gjort en endnu større indsats for pigerne og lavet en endnu bedre træning for dem, som vi mener, er de bedste i U14-alderen, slutter juniorlandstræneren.
Juniorernes træningslejr på Tenerife løber fra onsdag den 30. juli til mandag den 4. august. FIP Promises-turneringen bliver spillet fra den 1. august til den 3. august.



