Stemning, fyldte tribuner og stor kvalitet på banerne.
Fredag eftermiddag og aften i Vejle Padelcenter bød på herrespillernes 1. runde ved Danmarksmesterskaberne 2025, hvor mange publikummer havde lagt deres vej forbi.
Hjemmebanefavoritten Marius Schjøtz, som arbejder i Vejle Padelcenter, fyrede med sin makker, Julius Fuglsang, godt op under festen fra start og fik for alvor publikum til at juble.
Parret misbrugte flere matchbolde undervejs i 2. sæt, før de kunne sikre sejren efter et tæt tiebreak mod stærkt fightende Rajko Lekic og Victor Fiala, som nu skal spille med i DPF400.
Marius Schjøtz og Julius Fuglsang står i 2. runde over for Jeppe Faurfelt og Victor Bech Frandsen, som vandt deres første runde mod Mikkel Dyregaard og Lars Johansen 2-0.
Dramatik for alle pengene
Allerede under lodtrækningen til Danmarksmesterskaberne 2025 stod det klart, at der fredag aften ventede en stor lækkerbisken til alle de danske padelfans i form af et vaskeægte 1. runde-slag.
Her bragede tredje-fjerdeseedede Tobias Galskov og Mads Laudrup ind i useedede Emil Okkels og Nils Skajaa, og kampen, som måtte afgøres i en tiebreak, skuffede ikke de fyldte tribuner i Vejle.
1. sæt gik til Nils Skajaa og Emil Okkels, som på trods af en svær start på kampen kunne hive det første stik hjem med 7-5.
I det efterfølgende sæt viste Tobias Galskov og Mads Laudrup, hvorfor de har stået i flere DM-finalen. Her vandt makkerparret 6-4 i 2. sæt, og dermed skulle opgøret ud i 3. sæt.
Her fulgtes parrene ad, indtil Tobias Galskov og Mads Laudrup kunne afgøre kampen ved stillingen 5-4 i egen serv.
Emil Okkels og Nils Skajaa fik dog brudt kampen på det mest intense tidspunkt, og så skulle det hele afgøres i en tiebreak.
Det fynsk-jyske par fik en fremragende start på tiebreaken, som Nils Skajaa og Emil Okkels til sidst kunne vinde 7-4. Dermed er Tobias Galskov og Mads Laudrup ude af DM-turneringen.
Stærke profiler på rette kurs
Hurtigt på aftenen stod det helt klart, at favoritterne var kommet til Vejle for at vinde.
Førsteseedede Emil Lilleøre og Nicolai Ferrigno skulle ikke bruge lang tid på at besejre Christian Lange og Phillip Pedersen 2-0.
Heller ikke Andreas Boers og William Søby holdt sig tilbage, da de slog Lasse Schramm og Carl Wind 2-0.
Det unge par Emil Thomsen og Georg Malmros kan også glæde sig over at være videre, ligesom juniorlandsholdsspillerne Anders Lund og Lasse Hviid også er videre til lørdag.
Veteranlandsholdsspillerne Martin Monrad og Ole Frølich-Jensen kan også se frem til at skulle i aktion i 2. runde efter en sejr i tre sæt.
Med store brøl fra publikum kunne den forsvarende danmarksmester, Oscar Sebber, sammen med sin nye makker, Malthe Nielsen, også spille sig sikkert videre til 2. runde.
Også andenseedede Marc Møller og Emil Domela kom sikkert fra start, da de slog Sofus Brønnum og Kiranan Luxmy 2-0.
De første herrekampe i 2. runde starter tidligst lørdag klokken 11.15 i Vejle Padelcenter.