ZigaForm version 7.6.4

Esbjerg-center bliver vært for international turnering i september

Normalt må man nøjes med at se en stream af varierende karakter, hvis man vil følge med i de danske padelspilleres deltagelse i diverse FIP-turneringer rundtom i Europa.

Til september bliver det meget lettere at se de dygtigste spillere på tætteste hold. Her afholder Rocket Padel Esbjerg en FIP Bronze, hvor arrangøren har fire wildcards at dele ud af.                                          

– Vi drømmer om at lave en fantastisk weekend for det jyske padelcommunity og støtte processen om at få flere danskere på verdensranglisten, udtaler Nikolaj Bach, centerleder i Rocket Padel Esbjerg.

Kvalifikationsturneringen skydes i gang onsdag den 24. september, hvorefter hovedturneringen spilles fra fredag den 26. september til søndag den 28. september.

Særlige lande i høj kurs

Nikolaj Bach fortæller, at man fik idéen om at afholde en FIP Bronze-turnering tilbage i foråret.

– De første tanker om projektet startede i marts. Herefter kontaktede vi FIP direkte, og derudover havde vi undervejs sikret os Dansk Padel Forbunds accept af tidspunktet, forklarer centerlederen.

Rocket Padel Esbjerg har 12 meter til loftet, en gennemført akustik, og så har centret rammerne til at skabe en god oplevelse for publikum.

– Hvis ikke man har oplevet vores center, er den 26. til 28. september en oplagt undskyldning, fastslår Nikolaj Bach.

I Dansk Padel Forbund glæder man sig over, at der snart kommer en FIP-turnering på dansk jord.

– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ af Rocket Padel Esbjerg og de lokale ildsjæle, at de har fået den første internationale turnering siden Danish Padel Open i 2023 til landet. Det er bestemt noget, vi i Dansk Padel Forbund ser positivt på, og når kræfterne er så stærke, som tilfældet er her, er det blot at lade sig begejstre, bakke op så godt som muligt og takke på dansk padels vegne, siger Lars Baes, turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund.

Den samlede præmiepulje til FIP Bronze-turneringen i Esbjerg lyder på 7000 euro. Derfor er Rocket Padel Esbjerg fortsat på jagt efter flere sponsorer til at støtte op om arrangementet.                                                        

– De bedste danske, svenske, finske, britiske, tyske, hollandske og belgiske spillere har en høj prioritet. Det er de lande, Danmark sammenligner sig med internationalt, siger Nikolaj Bach.

Forudser en feststemning

Emil Lilleøre, Gitte Haxen, Oscar Sebber og Simone Alipieva er blandt de danske spillere, som jævnligt stiller op i FIP-turneringer og forsøger at skrabe point sammen til verdensranglisten.

Nu får spillerne snart en stor mulighed for at deltage i en FIP-turnering med mange danske fans.

– FIP-turneringsserien er det næste naturlige skridt for de dygtigste danske spillere. Vi håber på at kunne inspirere endnu flere unge til at træne målrettet og stile efter at kunne gøre en forskel imod internationale spillere, forklarer Nikolaj Bach.

Rocket Padel Esbjerg er lige nu i gang med at lave en grundig markedsføringsplan for eventet, som også skal lokke nye ansigter til. Målet er, at man ikke skal kunne undgå at høre om FIP-turneringen.

– Vi drømmer om at skabe en festival med en feststemning på lægterne og landskampsstemning, når de danske spillere er i aktion. Spillerne vil blive budt på en værtsskabsoplevelse, som er et niveau eller to over, hvad de er vant til, når de deltager i øvrige FIP-turneringer, siger Nikolaj Bach.

Ifølge Rocket Padel Esbjerg har man allerede oplevet en stor interesse for eventet fra de danske topspillere.

– Vi håber naturligvis, at vi fremover kan få endnu flere FIP-turneringer til Danmark, uanset om det er Dansk Padel Forbund eller private aktører, som tilfældet er her, der skal drive eventsene, så de bedste danske spillere kan prøve sig af mod den internationale elite og forhåbentlig få en masse point til verdensranglisten skrabet sammen, slutter Lars Baes.

Tilmeldingen til FIP Bronze-turneringen for spillere åbner mandag den 11. august.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden