Der venter publikum og tv-seere en oplevelse ud over det sædvanlige, når Senior DM 2026 bliver spillet fredag, lørdag og søndag i Vejle Padelcenters fantastiske og tilskuervenlige rammer.
Her kan den forsvarende danmarksmester, Oscar Sebber, snuppe sin tredje DM-titel i træk.
– Det vil være fedt at lave et hattrick med tre forskellige makkere, og jeg håber bestemt, at det kan lade sig gøre. Jeg har gjort mit hjemmearbejde ved at spille en masse udenlandske turneringer, hvor jeg har mødt dygtigere spillere, ligesom jeg har trænet i Sverige og været i styrkelokalet, fortæller Oscar Sebber, som stiller op til Senior DM 2026 med Emil Okkels, som han stod overfor i DM-finalen tilbage i 2025.
Kan gå alene i spidsen
Senior DM 2025 var en helt særlig milepæl i dansk padelsport med fyldte tribuner i Vejle Padelcenter og et tårnhøjt niveau på banerne blandt de danske herre- og kvindespillere.
I Vejle Padelcenter glæder man sig til igen at skulle danne rammen om et topklasse event.
– Vi synes selv, at vi havde et fedt DM sidste år. Vi håber som minimum, at vi kan lave Senior DM 2026 en til en. Jeg håber på, der kommer lige så mange tilskuere i år, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle blive lige så stort. Vi kommer til at gøre noget for at lette toiletkøen i år for at gøre tilskueroplevelsen bedre, siger Kaspar Dalgas, centerleder i Vejle Padelcenter.

Med sejren til Senior DM 2025 kom Gitte Haxen op på siden af Esben Kjærgaard-Hess som den mest vindende danske padelspiller i historien med hele fem danske seniormesterskaber.
I weekenden kan landsholdsspilleren således lægge sig alene i spidsen med en ny DM-titel.
– Det kunne være det allerstørste at skrive sig ind i historiebøgerne, og det gør Senior DM endnu mere spændende for mit eget vedkommende. Jeg glæder mig helt vildt, for det er årets turnering, og det er på dansk grund. Jeg håber også, at der kommer lige så mange tilskuere i Vejle Padelcenter som sidste år. Det var virkelig stort, lyder det fra Gitte Haxen.
Fakta om Senior DM 2026
Afvikles fra d. 24.-26. april 2026 i Vejle Padelcenter
48 par deltager (32 herrepar og 16 kvindepar)
Gratis entré for alle tilskuere i hele weekenden
Turneringen har status som en DPF2000-turnering
Padel-TV streamer kampe fra tre baner i centret
Læs meget mere om Senior DM 2026 lige her.
Forventer et fyldt center
Når Senior DM 2026 sættes i gang med herrernes første runde på fredag, skal hele 32 par kæmpe om videre avancement, mens 16 par træder ind i kvindernes DM-turnering lørdag.
– Jeg fornemmer en klar tendens til, at Senior DM er årets højdepunkt. Flere og flere spillere prøver at skaffe point nok til at deltage. Det er fedt, der er mange, som vil deltage, og det er med til at gøre DM til en større fest. Man kan sige, at Senior DM ikke er for småt til de bedste og for stort til de næstbedste, forklarer Lars Baes, turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund.

Den samlede præmiesum lyder i år på 70.000 kroner. Derudover er der 2000 point på spil til vinderne af Senior DM 2026 til den danske rangliste, som er vigtig for fremtidige seedninger.
– DM er den perfekte platform til at fejre dansk padel, og der var en fuldstændig vanvittig stemning til finalen sidste år. Her vandt jeg overraskende let med Malthe Nielsen, men ikke desto mindre var niveauet højt, og der er ingen lette kampe til et DM. Spillerne bliver bedre, og det bliver helt sikkert sværere for mig at vinde Senior DM 2026, fortæller Oscar Sebber.
I Vejle Padelcenter er forventningen, at der kommer lige så mange publikummer som i 2025.
– De tilskuere, som var i Vejle i 2025, kommer formentlig igen. Desuden kan der være andre, der har hørt om det, som gerne vil med. Vi har den plads, vi har, men vi sætter ekstra stole op ved out of court-områderne, og vi så også, hvor mange publikummer der kunne være ved centrecourt sidste år. Jeg er mest spændt på, om vi kommer til at melde udsolgt, og om vi kan få det samme tilskuerantal som sidste år – især på finaledagen, uddyber Kaspar Dalgas.
Hvis ikke du har mulighed for at se Senior DM 2026 i Vejle, kan du følge med på Padel-TV.



